Intro-kursus Optimist

Publiceringsdato .

Opdatering: Alle vores intro-kurser i foråret 2018 er desværre fuldt booket. Hvis du gerne vil underrettes når der evt. kommer flere kurser kan du kontakte vores ungdomsleder.

DSC 7739Er du en pige eller dreng mellem 7 og 13 år, og glad for vand, fart og frisk luft? Og kan du svømme mindst 200 m? Så er vores introduktions-kursus måske noget for dig!

Farum Sejlklub afholder introduktionskurser for nye sejlere, hvor deltagerne vil få mulighed for at stifte bekendtskab med sejlads i optimistjollen, uden at de først behøver at melde sig ind i klubben. Efter kurset kan du beslutte om du vil fortsætte som medlem af klubben.

En optimistjolle er en sjov og hurtig en-mands jolle for børn fra 7 års alderen og op til ca. 13-15 år, afhængigt af hvor høj og tung man er. Den egner sig godt som det første møde med sejlerlivet og danner en naturlig introduktion til større joller når du bliver ældre.

Vi sejler på Furesøen, som er et dejligt lukket og sikkert område at lære at sejle i.

Kursusbeskrivelse

DSC 7715Kurserne gennemføres over 3 mandage i maj 2018.

Et hold bliver kun oprettet hvis der er minimum 3 deltagere.

Periode: Uge 20 - 22 (maj), i alt 3 gange.

Tidsrum: Mellem klokken 16.30 og 19.30. Dette inkluderer omklædning, til-og afrigning, m.m.

Pris: 300 kr. pr. deltager.

Klubben stiller joller, våddragt og svømmevest til rådighed for deltagerne under kurset som en del af gebyret.

Du skal ikke være bange for vand, og skal kunne svømme 200 meter uden brug af badevinger eller –bælte. Bortset fra det er sejler-erfaring ikke nødvendig.

Generelt kursusindhold

  • Gennemgang af optimistjollen.
  • Indledende øvelser på land.
  • Tilrigning, søsætning, afrigning af jolle.
  • Sejlads i optimist-jolle, halvvind, kryds, og læns.
  • Vand-lege, badning med våddragt og svømmevest, for at blive fortrolig med vandet og dragten.
  • Kæntring, vending og tømning af jolle.

Programmet for den enkelte dag bliver tilpasset den aktuelle vejr-situation og de enkelte sejleres forudsætninger.

Tilmelding

Tilmelding foregår på vores medlemsportal som kan nås her: http://farumsejlklub.klub-modul.dk. Du skal først oprette en profil og dernæst vælge menu-punktet Undervisning/Aktiviteter øverst i billedet.

Du kan hente praktiske oplysninger om kursus-afholdelsen her.