
Kapsejlads med Stor Triss
Claus Jerrams oplæg
Trim af Stor Triss
Mast nær lodret position – svær at ændre nævneværdigt på, da sidestagene kun stå svagt agter for mastefoden. Masten må ikke hælde fremad.
Rig spænding - moderat til hård. Læ vant er lidt løs, ved sejlads på kryds.
God ide med ”muskelboks” eller anden justeringsmulighed af fok/genuafaldet. Hvis faldet skæres gennem en enket blok er det nok. Forliget justeres så rynkerne lige forsvinder ved løjerterne.På læns slækkes faldet lidt.
Hækstag bruges til at stramme forliget op og åbne storsejlet i frisk vind på især kryds. Ellers er det kun sat løst. I meget let luft kan agterliget/sejlpindene ”hænge fast” i hækstaget ved vendinger på kryds!
Hav ticklers på sejlene (på forsejlet lidt fra forliget og på begge sejl i agterliget), så du kan justere bedst muligt efter vinden.
Sejlene rulles sammen, så knæk og folder undgås.
Kapsejlads med Stor Triss
Vær opmærksom på vægten af båd og mandskab. Ideelt er nok to (ikke alt for store) voksne, men singlehand kan også gå – selv i frisk vind. Fire granvoksne mænd er ”no go” til kapsejlads.
Vægtfordelingen er også vigtig. Kom frem i båden og lad den kun krænge lidt til læ (hvis muligt), da der ellers kommer stor afdrift. Intet tungt grej I stuverummene agter.
Brug altid genua som forsejl medmindre det er kuling og opefter – der kan fokken faktisk være et godt alternativ. Genuaen skødes udenom sidestagene, mens fokken skødes indenfor sidestagene.
Løjgang til storsejlsskøde kan bruges til at ”slække ud” i pust. Oftest er kombinationen af et stramt bomnedhal og slæk i storskødet mindst lige så godt/hurtigt. Her er blokken sat midt på løjgangen.
Brug spilerstage til at spile genuaen på agten-for- tværs og læns.
Brug af spiler kan ikke anbefales, det giver ikke øget fart– Der er en aftale om ikke at bruge spiler ved torsdagsmatch.
Taktik til torsdagsmatcher
Kom i god tid til banen. Typisk har man god tid, hvis man sejler fra FAS senest kl. 18 når starten går 18.45.
Hav styr på banen – vid hvilke mærker, som indgår i denne match.
Hav styr på tiden – et ur med nedtælling/stopur er ofte helt tilstrækkeligt, men sørg for at få startet uret på det rigtige tidspunkt.
Banen er ofte kort og starten betyder meget. Sørg derfor for at finde ud af, hvor fordelen er på linjen.
Tjek banen ud inden start og overvej din strategi, da det spiller ind på valg af side på startlinjen.
•
•