Sejlerpåklædning
Denne artikel retter sig mod nye ungdomssejlere som for første gang skal investere i en “sejler-garderobe”. Den beskriver primært hvordan man kan anskaffe sig det mest nødvendige uden at sprænge budgettet. Som ny sejler kan man i det omfang klubben har de rigtige størrelser til rådighed låne våddragt og svømmevest.
Når der nævnes priser er det m.h.p. nyanskaffelser, men det er klart muligt at købe brugte ting via f.eks. Den Blå Avis, da børn i opti-alderen typisk vokser ud af deres tøj inden det er slidt op.
Det mest nødvendige
Nedenstående oversigt opremser de mest nødvendige ting man bør have som ny sejler. De enkelte dele er beskrevet i detaljer i de efterfølgende afsnit.
- Våddragt
- Svømmevest
- Sejlersko eller støvler
- Regnjakke og –bukser
- Hansker
- Hue
Våddragt

Det er muligt at sejle i (visse perioder af) sommerhalvåret uden våddragt, men det danske vejr gør det ofte til en kold fornøjelse. Så det kan klart anbefales at anskaffe sig en våddragt. Det skal helst være en såkaldt "heldragt", som har lange ærmer og ben. Man kan også få såkaldte "shorty" modeller med korte ærmer og ben, men de er knap så gode i køligere vejr.
Den billigste type er udført i 3 mm neopren og kan fås fra omkring 500 kr. Dyrere typer kombinerer 3 og 5 mm neopren og koster ofte dobbelt så meget eller mere.
En meget udbredt model er “Base Junior” serien (3 mm), som kan købes i en række maritime webshops (se billede ovenfor). Det er den samme model som Farum Sejlklub udlåner til nye sejlere, og er en udmærket begynder-dragt. For de større børn der er højere end 160 cm kan det ofte betale sig at kigge i Harald Nyborg, som i sommerhalvåret normalt fører en meget billig våddragt-serie. Her kan en voksen-small udgave måske lige passe.
Svømmevest og sikkerhed

Alle sejlere skal være iført en eller anden form for opdriftsmiddel når de sejler. Det mest almindelige er en svømmevest, som ikke har nakkekrave og hvor opdriftsmidlet er fordelt ligeligt på ryg, sider og mave. Dette giver den bedste bevægelsesfrihed når der sejles. Svømmeveste fås som “sejlervest” som typisk har lynlås foran på maven eller som “jollevest” som har lynlås i siden. Sidstenævnte giver den bedste pasform for jollesejlere, da den sidder tæt omkring kroppen, men er typisk også lidt dyrere.
En redningsvest er konstrueret således at alt opdriftsmidlet sidder på maven og er endvidere udstyret med nakkekrave. Dette er en sikkerhedsmæssigt god detalje, men problemet er at det hæmmer bevægelsesfriheden ganske meget i en lille jolle, hvor man typisk sidder lidt sammenbøjet. Og da de unge jollesejlere altid er under opsyn fra en eller flere følgebåde anbefales det ikke at benytte denne vestetype til jollesejlads.
Oppustelige redningsveste er meget moderne i disse tider men kan absolut ikke anbefales til jollesejlere. De er typisk designet så de automatisk puster sig op når de bliver våde, og det bliver en jollesejler tit! Så er det langt bedre med en vest med fast opdriftsmiddel, som bevarer sin form hele tiden.
Farven på vesten er også vigtig. Det er desværre moderne med veste i sorte og/eller hvide farver. Man hvis man forestiller sig et oprørt hav med mørkt/sort vand og hvide skumtoppe, og 10 kæntrede opti-sejlere som alle har sort/hvidt tøj på, så er det lige pludseligt ikke voldsomt morsomt at være ansvarlig for sikkerheden. Derfor bør en vest have kraftige kontrastfarver, såsom rød, orange, neon-grøn eller gul. Det er måske ikke det mest trendy men det er også lettere ufedt at drukne fordi man ikke bliver set af følgebåden.
En rigtig god og udbredt vest er Baltic-vesten i rød/gul udgaven, som ses på billedet ovenfor. Der findes en del andre gode veste, men er man i tvivl går man ikke galt i byen med Baltic-vesten. Den kan fås for omkring 4-500 kr.
Sejlersko eller –støvler

Man skal have noget fodtøj på fødderne når man sejler. Dels er der en del skarpe og/eller hårde kanter i en båd, og derudover kan man nemt komme til at fryse fødderne når man bliver våd. Man kan i starten godt benytte et par lavskaftede gummistøvler eller en par gamle gummisko der kan tåle at blive våde. Det vigtige er blot at skoene har en blød sål så man står fast.
Det bedste er dog at anskaffe sig et par jollesko eller –støvler. De er typisk udført i neopren, dvs. samme materiale som en våddragt, og hjælper således også til at holde fødderne varme selvom de bliver våde.
Forskellen mellem jollesko og jollestøvler er at sidstnævnte har en mere stiv udformning og har et højere skaft. De er også velegnede til brug med en tørdragt og kan således bruges året rundt. Jollesko er mest til sommerbrug. Billedet ovenfor viser således et par jollesko.
Et par jollesko kan fås for omkring 2-300 kr mens et par jollestøvler koster 4-500 kr.
Regntøj
Det er vigtigt at have en tynd vind- og vand-tæt jakke uden på våddragten hvis det blæser meget og/eller regner. Dette gælder specielt hvis man har købt den billige våddragtsmodel, da vindens chill faktor vil afkøle sejleren og modvirke våddragtens termo-effekt. Hvis det er rigtigt koldt kan det også være rart at have vind/vand-tætte bukser på.
Der er ikke nogen specielle krav til dette sæt, så et billigt regntøjs-sæt fra Kvickly eller Bilka er fint. Regntøjet skal dog ikke være for tykt og skal også sidde forholdsvist tæt til kroppen for ikke at hæmme bevægelsesfriheden for meget.
Hansker og hue
Man kan købe specielle sejler-hansker til ganske dyre penge (200 kr og opefter), men til sommersejlads er et par billige tynde stofhansker med gummi-belægning i håndfladen fra byggemarkedet ganske fine. De kan fås for ca. 30-40 kr for et par. Det eneste problem kan være at få dem små nok. Her kan man så klippe spidsen af fingrene (på hanskerne, ikke på sejleren). Et par billige strikhansker kan også gå an i en snæver vending.
En almindelig tætsiddende hue uden kvast vil være en god ting hvis vejret er koldt. Huer har det dog med at ryge af hvis man ikke får dukket sig nok for bommen, så lad være med at investere i de dyre modeller til at starte med. De billige Thinsulate fra Kvickly eller Føtex er fine. Der gælder dog samme betragtninger om farver som beskrevet for svømmeveste ovenfor. Orange er det nye sort.
Alt det andet

Man kan altid bruge flere penge på sejler-grej. Nedenfor har jeg beskrevet en række ting som ikke er absolut nødvendige, men kan være meget rare at have hvis man sejler en del.
En spraytop (eller tørtop) er en formsyet vind- og vandtæt jakke som derfor sidder tæt til kroppen. Den er relativt dyr men bruger man mange timer i en båd er den klart bedre end den billige regnjakke. Toppen kan suppleres med et par jollebukser, som også er vind- og vandtætte.
Om sommeren hænder det at vi også har sol. Og når solen skinner på vandet kan det skabe reflekser som kan blænde. Et par almindelige solbriller med snor i nakken kan råde bod på dette. En kasket med skygge hjælper også på dette problem, såfrem man ikke sætter skyggen i nakken (husk også snor i nakken til kasketten).
Til det mere kølige vejr, samt til de hårde nysere som vil dyrke vintersejlads, er en tørdragt en dejlig, men dyr, anskaffelse. Fordelen er at man tager den på uden på sit almindelige tøj. Når man så er færdig med at sejle tager man den bare af igen og inden under er man tør og varm. Ulempen er som angivet prisen. De billigste modeller starter ved 2.000 kr.
Hvor køber man tøj henne

Nedenfor listes en række webshops som er kendt for at føre sejlertøj.
aarhusseashop.dk er en favorit. De fører ikke det billigste udstyr men er ofte billigere på kvalitetsprodukter end andre butikker.
tempobaadudstyr.dk har både en stor fysisk butik i Greve og en udmærket webshop.
dinghyshop.dk er førende på 29er dele, men har også sejlertøj for optimstsejlere.
shipshape.dk har fysisk forretning på Rungsted Havn, men har ikke det største udvalg.
Den Blå Avis (www.dba.dk) er også et fint sted, både hvis man vil købe brugt, og når man vil sælge sejlertøjet igen. Ungerne vokser ofte så hurtigt, at de ikke når at slide sejlertøjet op.
Gode neopren-våddragter kan typisk fås i en velassorteret windsurfer-butik.